Benneche, Olaf

Marie Louise Reventlow: Af Kaptein Schmettows Papirer.

Aschehoug, Oslo 1927, 3. utgave, 8vo, elegant privat skinnryggbind (Refsum) med gulldekorert rygg med fire opphøyde bånd, orig. foromslag medbundet, røde snitt, 186 s., vignetter av Christian Benneche, forfatterens dedikasjon på smusstittelbladet: «Johannes Norem fra din gamle ven Olaf Benneche», Enok Johannes Norems initialer EJN på fremre og bakre forsats, Norem var byfogd i Kristiansand fra 1916.

«I Pausen blev vi presenterede for de Tilreisende, der var jo endel Julegjester fra forskjellige Egne af Landet, og tilsidst ogsaa for Frøken Marie Louise Reventlow. Det var inde i det lille hvide Kabinet med de snørklede Guldforziringer og de hvide silkebetrukne Rococomøbler. Hvor jeg husker det endnu!»

Udvaar fyr.

Aschehoug, Kristiania 1907, 8vo, orig. dekorert hvitt helsjirtingbind, marmorerte snitt, 261 s., ex libris på forsatsen, hilsen på fribladet: «Are F. Weidemann fra Haakon og Ragna / Juleaften 1907».

«Hvert aar ved den tid, at høststormene for alvor begyndte at ta sine ruskende, vægtige tag i byens sjøboder, at kaste plankestabler overende paa verfterne og pusle hele nætterne med kirketaarnets hvinende vindhane, naar der blev uro af slikkende skvalp om bryggepælerne og langt, evindeligt sus i luften, da stod indover fjorden fra alle verdens havne de mange seilere, som hørte byen til; for nu skulde de takles af og lægges i vinterens dvale.»

Henning Balg og hans datter: Blade af en slegts historie.

Aschehoug, Kristiania 1908, 8vo, orig. dekorert hvitt helsjirtingbind, 210 s., hilsen på fribladet: «M Søeberg [?] fra A Juel. 1908 julen».

«Det var først i skriverens store kalas anden juledag, at Henning Balg hørte ymt om den nye husjomfru, som var ventende til Freng. Han havde ikke trodd, der skulde nogen ny, nu som et godt aar var gaaet siden salig madame Trondsens bortgang. Det var kaptein Flensborg, som brølte det ud over polskpasbordet inde i gulstuen. Han vilde drikke et glas med sin gode ven Cordt Heinemann Balg og ønske ham glæde og nytte af det unge fruentimmer, han nu snart vilde optage i sit hus og forunde sin faderlige beskyttelse!»

Villenskov.

Aschehoug, Kristiania 1905, 2. opplag, 8vo, orig. dekorert hvitt helsjirtingbind, marmorerte snitt, 224 s., navn på fribladet: «Lyder Bull / Julaften 1905».

«Der bodde engang Bjug Vargsson Vaa. Han var ingen stor mand, men sterk og mørk med øine, som saa haardt mod folk. Med menneskene i den lille by havde han heller ikke nogen omgang, de talte om Bjug Vaa til Villenskov, som laa gaarden uendelig fjernt fra deres verden, et minde, der dukked op i de mørke høstkvelder, naar man sad om lampen i sin koselige, lune stue. Og for børnene kom navnet Villenskov til at staa i et sælsomt lys, der laa et skjær over det, laant fra uhyggelige eventyr, barnepigen fortalte, naar far og mor var ude i selskab.»

Den dyre muld.

Aschehoug, Oslo 1926, 8vo, orig. blått helsjirtingbind med gulldekor, marmorerte snitt, 224 s., bokhandler Tanums etikett på forsatsen.

«Saa lot han sig gli ned paa knæ. Da Turid kom tilbake, rakte han mot hende sine hænder, som var sorte av muld. Det brast som et skrik fra ham: — Dyr vart moldi! So dyr! So dyr! Saa løftet han hodet og saa mot himlen: Sjaa stjerna, som tendrar seg! Idetsamme styrtet han som lynslaat næsegrus ned i aakeren. — Aa Herregud! — Turid sakk i knæ ved siden av ham. Men der steg staak og skrik borte fra Knutstunet. Det var ravnene som kom flaksende.»

Stjernene flimrer.

Aschehoug, Kristiania 1923, 8vo, orig. dekorerte grått helsjirtingbind, marmorerte snitt, 121 s., Hans E. Tvedtes ex libris på forsatsen.

«Jess fikk staa i fred ved rækken og kikke op mot stjernene og drømme. Hun stod for hans tanker, fillejenten fra fattighytten, og gav rikdom til hans syner. Hun stod og skinnet gylden i ildskjæret og var som en bjerk og som en slank selje og som vaarskyen paa himmelen. Og der kom frem fra gjemte kroker i Jess sind minder han hadde gjemt unna og holdt nede. Morens røst, naar hun sang for de smaa søskendene hans, blæsten som jog i det saftige græs under diket, et hvitt lam han aatte som barn, […]»