1925

Den hellige Andreas: Roman.

Aschehoug, Oslo 1925, 8vo, orig. rødt helsjirtingbind med gulldekor, marmorerte snitt, 321 s., pen førsteutgave.

«‘Jo,’ Jon rystet ivrig cigaretten, ‘jeg vil se ham engang. Av hele familien er han den eneste som interesserer mig. Han var en forløper for vor tid. Jeg bryr mig ikke døiten om det ga sig utslag i religion og slikt noe, — det var bare fordi han ikke var ung i vore dager. Men han,’ — og han holdt en ivrig haand frem mot faren, — ‘han var oprøreren, han var sandhetssøkeren som aldrig slog av. Han var vor slegts martyr i en tid da alle fordommene raadet uangrepet.» — 312

Brændoffer.

Aschehoug, Oslo 1925, senere utgave, 8vo, orig. grønt helsjirtingbind, tittel i gull, 196 s.

NBL: «Tilbake i Kristiania vanket han blant hovedstadens unge, revolusjonære intellektuelle. I årene frem mot den første verdenskrig fikk han et navn i sosialistpressen. Han ble hyllet som deres dikter, samtidig som han var svært kritisk til industrialiseringen, som han ikke betraktet som noe fremskritt for menneskene. Romanen Brændoffer (1917) er en anklage mot denne utviklingen. Det er Falkbergets dystreste bok, men også en av hans betydeligste. Slavetilværelsen i storbyen gjør folk til treller og dreper alt, til og med kjærligheten mellom dem. Her kommer også det religiøse alvoret i Falkbergets diktning frem.»

I amtmandsgaarden.

Aschehoug, Oslo 1925, 8vo, orig. sjirtingryggbind med tittelfeltet i skinn, 236 s.

NBL: «Huset i Søgaten var en annen av Nini Roll Ankers publikumssuksesser. Sammen med I amtmandsgaarden og Under skraataket danner den en historisk romantrilogi med forlegg i hennes egen slektshistorie. Handlingen følger slekten Stampe i fem generasjoner, fra 1840-årene frem til den første verdenskrig. Slektens menn er høytstående embetsmenn som kommer i identitetskonflikt på grunn av de sosiale og klassemessige endringene. Men synsvinkelen er lagt til kvinnene, som holder slekten sammen og som representerer kunstnerisk talent og skjønnhetslengsel. I siste bind lever Stampe-slektens siste mannlige medlem som invalid med sin familie i Kristiania.»

Olav Audunssøn i Hestviken, I—II.

Aschehoug, Oslo 1925, begge deler bundet sammen, 8vo, orig. blått helsjirtingbind, medbundet foromslag, marmorerte snitt, 362 + 276 s., navn (Henriette Nicolaissen 24/12-25) på forsatsbladet, flekk på forsatsen.

NBL: «Det sjelelige tema får en mer dominerende plass i tobindsromanen om Olav Audunssøn. Mens Kristin Lavransdatter står i folkevisens og ridderdiktningens tegn, ligger den andre middelalderromanen tettere opp til ættesagaen med dens vektlegging av slekt og blodsbånd. Når Undset valgte en slik ramme, var det for å anskueliggjøre kampen i Olavs sinn mellom hedensk ære og kristen ydmykhet, en kamp han tilsynelatende taper. Romanen har en intrikat oppbygning og er tynget av lange og borende tankemonologer, og kritikere og forskere har ofte stilt seg uforstående til dette verket.»

Paa Rindalslægret: Dramatisk efterspil i tre dele.

Aschehoug, Oslo 1925, 8vo, orig. grønt helsjirtingbind med gulldekor, marmorerte snitt, 199 s., eldre navnetrekk (Ingunn Sundgaard) på forsatsbladet, liten hvit flekk på bakdeklet.

NBL: «Kjærlighetens psykologi preger Bryllupet i Genua, men i de to siste dramaene, Lisabettas brødre og På Rindalslægret, kombineres psykologien med en advarsel mot fascismen.»

«Nu har jeg lagt ut aate bakom selet: / Jeg hadde brændevin nedpaa en fleske-bit! / Røiskatten skal nok være glad i sprit. / Og her fra gluggen ser jeg laaven og det hele: / Saa æter han sig rigtig god og galen — / hun Aslaug lærte mig det fantestykket — / og naar han saa blir ør i toppen, smelder det! / […]»

Den blinde gud.

Aschehoug, Oslo 1925, 8vo, orig. rødt helsjirtingbind, marmorerte snitt, 213 s., navn (Jette Spillum) på forsatsbladet, forsatsbladene med pletter.

«Han reiste som non-combattant, som tilskuer, kunde komme og gå efter egen fri vilje. Han erindrede, hvad en mand, som selv havde været aktiv deltager, engang havde sagt: en civil ved fronten virker altid uvedkommende, undertiden komisk. Men også denne fornemmelse blev underordnet, således som dramaet efterhånden havde bemægtiget sig hans fantasi. En af de store storme i menneskenes historie raste derude. Naturligvis var det da godt dyreinstinkt at gjemme sig i sin lune hule. Men han tålte ikke længer hulens atmosfære. Han havde fået en længsel efter at mærke stormen om hovedet.»

Huldren: Et Vestlandsbillede.

Aschehoug, Oslo 1925, 2. utgave, 8vo, orig. omslag, 164 s., uoppskåret, rygg og omslagskanter gulnet.

NBL: «Debutromanen Huldren og oppfølgeren Ungt folk skildrer menneskeskjebner i et trangt bygdemiljø.»

«Og det var det samme ogsaa; han visste, de saa paa ham og lurte paa, hvad det kunde være for en kar, som sat paa stenen med ryggen til, i nye klær. Ja, han kjendte, hvor folk snudde sig om, efter de var gaat forbi, og kviskret til hverandre. Han le’ed litt paa sig og fandt frem av lommen de ildrøde pulsvanterne, som moren hadde laget til ham. Saa skjøv han trøieærmet op og trak dem paa, slik at de hang nedpaa haanden og lyste.»