1910

Spændte Sind: To Skuespil.

Aschehoug, Kristiania 1910, 8vo, privat skinnryggbind, 232 s., bleket rygg.

«FRU VAGEL (heftig) Aa, dette urenslige Syn paa Kjærligheden! Al denne forhyklede, overflødige Finfølelse! Her kommer jeg fra Solen. Rislende Smaabække i alle Gaderne. Folk gik og smilte. Jeg med. En stor, solskinnende Dag! Ny og dristig følte jeg mig. Og saa — — Ved Gud, at jeg har Lyst til — — (Voldsomt.) Jeg roper det ud i den levende Vaarsolen, at jeg, som staar her, jeg har tilladt mig at elske. (River Døren op.) Ingrid!» — Ingrid, 122

Thalja.

Aschehoug, Kristiania 1910, 8vo, orig. burgunder helsjirtingbind, marmorerte snitt, 217 s., en 1 cm rift i forsats-, smusstittel- og tittelbladet.

«Han talte om deres Egteskap. Hvor det havde været vanskelig, fordi hun var saa ung, saa sky og blufærdig — saa vidunderlig i sin skjære Renhed — saa brændende i sin Sjæl efter Kundskap og aandelig Utvikling. Og det var jo den, han havde paatat sig fremfor alt — i hendes Tanke og Længsel. Hun elsket ham, det var han viss paa. Men hendes Kjærlighed var ikke vaagnet til fuld Bevissthed. Og han havde ventet og ventet. Ja, han turde sin med stor Taalmodighed og i Kamp. Thi for ham betød Thalja Livet.» — 214—215

Vej og Vidde: Andet Oplag.

Gyldendalske, Kristiania og København 1910, 2. opplag, 8vo, orig. gult helsjirtingbind, marmorerte snitt, 252 s., navnetrekk «Alfd. Øhlckers» på tittelbladet, ryggen svakt bleket.

«Jeg har tilladt mig at tage tre Skisser med: ‘Fremmed’, ‘Vinter’, ‘Skovstien’, der er skrevne for længe siden og hvis Idé senere har faaet Anvendelse i mine Bøger: Ulf Ran, Stenbænken, Mester Magius. Hvorfor jeg tog dem med kom af at jeg, ved Gjennemlæsningen af hver af dem, fandt at de, i denne sin første Form, indebar en ejendommelig førstehaands Stemning, som berettiged dem til at leve sit eget Liv.» — innledningen

Jomfru Kirstine Germeten: En Fortælling fra den gamle Kapteinsgaard.

Gyldendalske, Kristiania 1910, 8vo, orig. brunt helsjirtingbind med gulldekor, marmorerte snitt, 156 s., velholdt.

«‘Ellingsrud!’ sagde gamle Ingeborg. ‘Ja, der har været mye baade vondt og godt! Jeg maa rigtig le, naar jeg tænker paa alt det Mor fortalte om Jomfru Kirstine, Datter af Kaptein Germeten paa Ellingsrud. Det er rart med det, naar en blir gammel: hvad jeg spiste til Middags, det kan jeg ikke huske, men alle de gamle Greiene, dem glemmer jeg aldrig. Mor var Budeie paa Ellingsrud, hendes Mor igjen var Prestedatter, men var blit gift med en af Husmændene under Ellingsrud, […]» — 1